nav_skiplink

Fra fabrikslook til eksklusiv facade med Rockpanel Metals

Proces

Familien begyndte at undersøge forskellige muligheder for at give huset et nyt udtryk. Først var både skifer og tegl i spil, men løsningerne virkede for tunge, og familien havde samtidig svært ved at gennemskue, hvordan materialerne skulle monteres.

Herefter vendte tankerne sig mod træbeklædning. Det ville give huset et varmere udtryk, men til gengæld betød det også udsigt til mange års maling og vedligeholdelse.

Hos Bygma i Vejle fik familien derfor vejledning og prøver på forskellige former for træbeklædning. Med hjem kom også en prøve fra Rockpanel i farven Advanced Bronze som alternativ løsning. Første indtryk var dog ikke ligefrem kærlighed ved første blik. Familien havde svært ved at forestille sig, hvordan den metalliske, bronzefarvede plade ville tage sig ud på hele huset. Men efterhånden som de undersøgte mulighederne nærmere, vendte de tilbage til Rockpanel.

De bestilte blandt andet prøver fra Rockpanel Woods i håbet om at finde en løsning, der kunne give huset træets udtryk uden behovet for løbende vedligeholdelse. Familien tog endda på udflugt til Mors for at se et skolebyggeri beklædt med Rockpanel Woods, men var stadig ikke helt overbevist.

I stedet gik turen til Hjørring, hvor familien så et hus og en klinik beklædt med kobberplader. Her faldt brikkerne pludselig på plads. Det metalliske og bronzefarvede udtryk kunne faktisk være netop det, der skulle til for at skabe en flot kontrast til husets eksisterende sorte træpaneler.

Valget faldt derfor på Rockpanel Metals i farven Advanced Bronze, og nu kunne familien pludselig se det færdige resultat for sig.

 

Fordele ved Rockpanel

For familien var det afgørende at finde en facade, der både kunne give huset et nyt og mere eksklusivt udtryk og samtidig mindske behovet for vedligeholdelse.

Rockpanel viste sig samtidig at være en løsning, som familien selv kunne montere. Hele facaderenoveringen blev nemlig udført som et gør-det-selv-projekt.

"Vi har selv beklædt huset. Pladerne er relativt nemme at arbejde med – selv for en amatør."

Dermed kunne familien selv stå for forvandlingen af huset og samtidig få en facade, hvor materialets udtryk ikke kræver den samme løbende behandling som traditionel træbeklædning.

 

Resultat

I dag er familien yderst tilfreds med resultatet. Den nye bronzefarvede facade har givet huset et helt andet udtryk og skabt en flot sammenhæng mellem facaden, de sorte træpaneler og husets omkringliggende have.

Hvor familien tidligere syntes, at huset havde et industrielt og lidt trist udtryk, oplever de nu, at det fremstår langt mere eksklusivt og harmonisk.

"Huset ser meget mere eksklusivt ud og ligner ikke længere en fabrik."

Samtidig falder den varme bronzefarve naturligt ind i omgivelserne og giver huset karakter uden at virke dominerende.

For familien blev det derfor en rejse fra eternit, der ikke længere levede op til forventningerne, over træbeklædning og flere forskellige alternativer til en løsning, de i dag er meget tilfredse med. Et bevis på, at det nogle gange kan betale sig at være åben over for det lidt mere alternative valg.